Samsons styrke sad i de fletninger, hans kæreste Dalila får klippet af ham, mens han sover, fortæller Det Gamle Testamente. Er det styrke, som sidder i håret? Eller forfængelighed? Saft og kraft? Det er vitterligt ikke et spørgsmål jeg har brugt krudt på – før nu. Nu ved jeg, at der i hvert fald sidder glæde, leg og selvfølelse i håret. Og at der sidder bekymring, i mangel af samme, når håret ikke er der.
For to måneder siden (sept. 2022), fortalte min frisør, at der var et par steder i toppen af min hovedbund, hvor jeg havde tabt en del hår. Det kommer igen, forsikrede han mig. Siden da, er det gået rigtig stærkt ned af bakke med hårtabet.
Siger det bare: hårvask, der før var en fornøjelse, er nu blevet til en gyser… Fornemmelsen af store totter af hår, der glider ned af læggen, er helt igennem hæslig. Du ved, hvad det betyder – mere hår på badeværelsesgulvet, og endnu færre hår tilbage på hovedet. Og inden du er færdig med at rede hår og føntørre osv. står du med massive klynger hår, der fylder mere i skraldespanden end de rester af hår, der stadig er i den gode sags tjeneste på issen. Det lyder måske dramatisk, men jeg overdriver desværre ikke.
Det er ikke sjovt. Det er #?!… ikke sjovt. Og det bliver hverken værre eller bedre af at bruge bandeord. Ej heller at undlade det. Hårtabet er bare virkelig ikke sjovt.
Én ting er, at det jo ikke ser kønt ud, men jeg var egentlig ikke rigtigt ked af det til at starte med. Men så kom en ret voldsom forværring i løbet af den første måneds tid efter mit skæbnesvangre frisørbesøg, og nu vil jeg bare meget, meget gerne have hår tilbage på mit hoved.
Anden gang jeg kom til egen læge, siger han chokeret ’Hold da op, og at det jo slet ikke ser ud, som for blot en måned siden’. Jeg ved det. Han gør hvad han kan, han tager prøver, henviser og sender videre. Jeg har også lige haft ham på telefonen i dag, hvor han fortalte at det kun er hver 3.-4. år at han ser patienter med mit tilfælde, og slet ikke i samme udstrækning. Lucky me :-/
Alligevel ved jeg, at jeg ikke er alene. Jeg har på stille aftener surfet efter guldkorn mod hårtab. Og jeg får så ondt af de kvinder på YouTube, som fortæller deres oplevelser med hårtab, hvad de har forsøgt, hvad der har virket og ikke virket for dem. Hvad de har lært at leve med. Jeg glemmer helt, at det også er min virkelighed lige nu.
Jeg er ikke besat af dystre tanker om hår under store dele af dagen, dér har jeg for mange andre gøremål i øjeblikket. Huslægen – altså min egen mand – er selvfølgelig også med inde over. Jeg kender ikke mange, som kan diagnosticere som ham, bare ærgerligt at det ikke lige er hans speciale. Men vi snakker og undersøger og jeg prøver en del af – vitaminer, mineraler, løgjuice, risvand – noget mere helhjertet end andet. Og det er jo også lige til at få stress af.
Der har ikke rigtig været noget tidligere, der har kunnet slæbe mig væk fra mit ’drug’, læs: mit arbejde og passionsprojekter, men hårtabet, er du vild!, hvor er jeg blevet forskrækket. Så nu står afslapning på min to-do-liste (som jo lyder helt åndsvagt). Hvad er det for en mekanisme, som hverken vægtskalaen, sundhedskurven eller livslængden kunne trigge af adfærdsændring hos mig? Du er jo en langhårspige, sagde en anden frisør til mig mange år tilbage – helt ude på identitetsniveau. Og hun havde ret.
Det er ikke svært at forstå, at hårtab kan give en personlig krise, når man møder de personlige beretninger ved at surfe rundt på nettet, som jeg har gjort i jagten på den helt rigtige kombination af behandlingsformer ’that does the trick’. For det er åbenbart en kombination af flere ting, der er nødvendig. Dét er den foreløbige konklusion – dertil er vi kommet, min mand og jeg, og flere hudlæger. Der er nok desværre heller ikke lige et quick fix her – det er jo hår, der først skal gro ud…
Der kan åbenbart være mange årsager til pludseligt hårtab, og jeg tjekker desværre rigtigt mange af boksene af:
- En operation kan gøre tricket – tjek (jeg fik nedlagt en hammertå i juli md.).
- Et pludseligt chok eller traume, som kroppen ikke kan lide – tjek (jeg blev stukket af en hveps på stranden i sensommeren, og hele armen slog ud)
- Været under stress – tjek (i de sidste 1½ år har vi været i en slags midlertidig flyttetilstand, da vi efter 16 år i et hus på 225 m2, solgte det hus vi selv har bygget og flyttede i en lejlighed på netto 90 m2, for 3 uger efter at have købt et lille hus nærmere byen, på 118 m2 med kælder, som vi siden april stadig er i gang med at totalrenovere, og i foråret skal bygge til.
- Overgangsalderen med fald af østrogen, og balancen af DHT/testosteron kan gøre at hårfolliklerne skubber håret ud… – tjek (har haft fornøjelsen af hedeture de sidste 2-3 år). Jeg har ellers altid brystet mig af, at have et par gedigne ’balls’. Nu kimer de også af andet end mod, beslutnings- og handlekraft, nemlig af skaldethed.
Og jeg kan blive ved. Også borrelia og vacciner kan forårsage et pludseligt hårtab. En blodprøve har lige vist, at jeg ikke havde antistoffer for borrelia, så dén kan jeg heldigvis udelukke.
Der findes hudsygdomme, hvor hovedbunden laver et ar, dér hvor der tidligere har siddet et hår, hvorefter der aldrig kan gro hår ud igen samme sted fra. GYS! Jeg har lige fået taget biopsi, og venter på svar, alt imens jeg jonglerer forstørrelsesglasset hen over alle mine agendaer, og med en bredere pensel strør hen over aftaler og arrangementer, som kan vente.
Min krop hår fundet ud af, at den åbenbart skal skrige højt, før jeg lytter… eller rettere, før end det fører til en adfærdsændring. Vitaminer, guidede meditationer i ørerne, infrarødt varmetæppe, og sætninger som ’nej, jeg kan ikke nu/jeg kan ikke mere, i dag’ har fundet vej ind i min uges program. Der er åbenbart intet som et hårtab og truslen om skaldethed, som kan ryste min pose af prioriteringer.
For der er ingen tvivl om, at det pres jeg har sat mig selv under i det sidste mindst halvandet års tid, bestemt ikke har været sundt. Og dét skal blive anderledes. Og hér sidder jeg da selv ved tegnebrættet. Jeg har for få dage siden, lige takket nej til et fint tilbud om at undervise i både Australien og Canada i det kommende år..
Jeg er lidt skræmt over, at jeg i dag har ledt omkring fem minutter efter mine nøgler i en bil, jeg ved jeg ikke kunne have startet uden at have dem på mig. Og at jeg for et par dage siden ikke kunne huske hvor jeg havde sat min tallerken, og først fandt min ikke længere varme ret otte minutter senere (i så lille en lejlighed!) på tørrestativet.
’Selvom dit hoved kan følge med, så kan din krop ikke, Marlene’, sagde den første hudlæge, som kiggede på mig. Indrømmet – ikke særlig graciøs levevis.
’Vi sætter ind overfor flere ting samtidigt, sagde den anden hudlæge. Jeg behandles nu for både eksem (seboroisk dermatit) og pletskaldethed (alopecia areata). Ordet pletskaldethed, virker lidt negligerende – når der nogle steder er op til 10 til 14 cm. i diameter.
I forgårs tænkte jeg, at der måske er der ikke heeeelt så mange hår, der falder af lige nu, som for 2 uger siden. Måske var det bare ønsketænkning. I går aftes syntes jeg, at det skaldede område var blevet endnu større. Status hos hudlægen er 3 uger efter behandlingen er sat igang.
Når vi nu er flyttet ind i huset, kort efter nytår, så vil jeg give mig mange lange stunder, hvor jeg sidder heeeelt stille. Jeg ved med sikkerhed, at jeg ender i en komfortabel lænestol med en lækker kop the og en god bog. Hvor horror-historien med håret ender, ved jeg ikke. Men jeg håber.
Hvis jeg bare med sikkerhed kunne vide, at jeg som skaldet ville være bare fyrre procent lige så smuk som Sinéad O’Connor. Eller at jeg virkelig vil kunne ’rocke’ et tørklæde bundet om hovedet, hvis og såfremt… (tør ikke engang skrive det ud). Fisme også godt, at min kusine altid har sagt, at jeg har et hattehoved.
Kronen du bærer på dit hoved, havde en frisør stående udenfor på vinduet. Jeg forstår. Say a little prayer for me….
