To år. Jeg tror ikke, at jeg er særlig godt bekendt med angstlignende tilstande (man har vel lov til at lyve lidt for sig selv), men i mere end to år havde jeg overvejet om jeg skulle få lavet et ekstra hul i øret bilateralt. Det ville blive hul nummer to på begge sider, så reelt ville det være hul nummer tre og fire samlet set. Se, nu gør jeg det igen – overgør det, trækker det ud.
Det var netop dén tendens, jeg var så træt af, var ved at finde sig tilrette i mig. Som en fastfrosset tanke, der var plantet i mit hoved et par år før, og som jeg igen og igen – vel med to-tre ugers mellemrum – undersøgte i et par efterhånden velkendte tankerækker, for derefter at parkere tanken igen. Uden hverken at have valgt at gå videre med det, eller at have skrottet ideen helt og holdent. Tanken fik lov til hele tiden at ligge i baghovedet og koge lidt. Murre lidt. Irritere lidt. Forstyrre lidt. Forstyrre mere.
Og så glemte jeg heldigvis alt om det for en tid… liiiige indtil den dukkede op igen. De samme sætninger, om og om igen, her i vilkårlig rækkefølge;
’Wow, det ser virkelig godt ud med de mange øreringe i øret, på hende dér, måske skulle jeg også?… men mine ører er alt for små, der er alligevel ikke plads til to øreringe ved siden af hinanden! Jeg kunne have flere af mine yndlingsøreringe på ad gangen, yeah! Du er et halvt århundrede, kvinde – tag dig sammen, mand!’ (øh, jeg læste lige, den sidste sætning her igen… hvordan kunne jeg ikke blive forvirret af i hvert fald dén? 😉
Også stereotype, indsnævrede tanker blandede sig, såsom;
’Jeg er jo en ørerings-pige! Men er det din stil – goth, råt eller rocket’
Jeg må have brugt en gedigen portion af krudtet til rådighed, inden dagens decision-fatigue indtraf, på de dage i løbet af de to år, hvor tanken forfulgte mig. Jeg var temmelig træt af, at jeg ikke bare kunne tage en beslutning om enten bare at få det gjort, og lade hullerne gro sammen igen, hvis jeg fortrød, eller ganske enkelt blot droppe ideen – for good.
Det lyder helt åndsvagt, men det var faktisk belastende. Var.
Nu skriver jeg nemlig på den anden side af alt tankerodet, for dét der gjorde forskellen, var en tur til Thessaloniki, Grækenland. Fire mennesker går vi rundt i storbyen, hvor vi passerer en sort kvinde, som går den direkte modsatte vej af os. Hun har dreadlocks, meget langt og helt grønt hår. Som i neongrønt hår. Hun så ikke ud til at skænke sit grønne hår den mindste tanke. Det var så mærkelig en oplevelse for mig (neeeej, ikke det grønne hår), for mens jeg fæstner mit blik på hende i de følgende otte-ti sekunder, hører jeg mig selv tænke ’skal du virkelig gå gennem et helt liv, uden at have haft grønt hår, Marlene?’.
Instinktivt kunne jeg mærke, at jeg ikke selv havde lyst til at have grønt hår, men dét faktum, at jeg fik tanken, gjorde at jeg på stedet, besluttede mig for at få lavet det andet hul i hvert øre. Nu var det nok. Jeg var færdig med at bruge mere krudt på så ubetydelig en beslutning. Matter of life and death, min bare… NU var jeg en beslutning rigere. Endelig!
Da vi kom hjem fra Thessaloniki var noget af det første jeg gjorde at bestille tid til at få lavet hul nummer to i hvert øre. Snip, snap, snude, nu skulle den potte fisme være ude. Og jeg tog det ét skridt længere, for jeg bookede endda tid hos en… jungletrommer… piercer, og et par uger efter var jeg også en handling rigere.
P.S. Det smukke grønne linoleumstryk er skabt af Sarah Isabel Shirazi Rasmussen (min datter 🙂 og jeg har fået lov til at låne det til opslaget her på siden. Det findes signeret i yderligere 2-3 farveversioner i skrivende stund, lavet til et mor-datter ophæng på et galleri. Giv lyd, hvis det kalder på dig.
